Fri fragt ved køb over 500 kr.

0

Guide: Sådan plejer du din våddragt

November 24, 2025
Dykning
Paddleboard
Svømning
Undervandsjagt

Vedligeholdelse af din våddragt

Din våddragt er en af dine vigtigste investeringer som dykker eller undervandsjæger. Den beskytter dig mod kulde, giver dig komfort i vandet og sikrer, at du kan nyde dine eventyr under overfladen i længere tid. Men hvis du ikke plejer din dragt ordentligt, risikerer du, at den går i stykker langt tidligere, end den burde.

For at få mest muligt ud af din våddragt og sikre, at den holder i mange sæsoner, er det vigtigt at rengøre, opbevare og vedligeholde den korrekt. I denne guide gennemgår vi de bedste metoder til at forlænge levetiden på din dragt, så du kan bruge mindre tid på bekymringer og mere tid på at udforske vandet.

sådan-passer-du-godt-på-din-våddragt-billede-89.png

Sådan tager du din våddragt af og på

Først og fremmest er det vigtigt for din våddragts holdbarhed, at du tager den korrekt af og på. Våddragter er sammensat af neoprenstykker, der er limet og syet sammen i sømmene. Forkert håndtering kan over tid føre til skader, især ved samlingerne. Derfor kræver det både tålmodighed og omtanke at tage våddragten af og på.

Forestil dig, hvordan du tager en sportsstrømpe på: Du kan mase foden ned, hvilket ofte slider hælen hurtigt op, eller du kan rulle strømpen på, så du skåner materialet. Samme metode gælder for våddragter, handsker og neoprensokker. Fold fx kanten af handsker eller sokker ned, inden du tager dem på – det forlænger levetiden betydeligt.

En skiftemåtte kan også være en god idé. Den beskytter dragten mod grus, sand og sten, som både kan beskadige materialet, men også være irriterende, hvis det ender inde i dragten

Tips til at få våddragten på

  • Ingen negle! Hvis man bruger neglene til at trække i neoprenet, kan det med tiden resultere i små huller i materialet. Dette ses ofte omkring underarmene og læggene, hvor man typisk forsøger at få dragten helt på plads ved at tage godt fat.
  • Brug en plastikpose omkring hånden og foden, da det ofte gør det lettere at få dragten på. Alternativt kan en rashguard eller diveskin også hjælpe med at gøre processen nemmere og mere glidende.
  • Hvis du kan nå: Pust ind i ærmerne for at hjælpe dem på plads
  • Tjek lynlåsen regelmæssigt: Vær opmærksom på, om lynlåsen sidder fast, da dette ofte kan være en årsag til problemer
  • Undgå at trække hårdt: Forsøg aldrig at tvinge lynlåsen op, da det kan føre til, at den går i stykker.
  • Få hjælp: Bed en makker om assistance, hvis lynlåsen driller – det er både nemmere og billigere end at skulle udskifte den.
  • Check din lynlås jævnligt for snavs og sand. Giv den ind imellem en smule silikone, så den glider bedst muligt.

Under alle omstændigheder er det vigtigt at give sig god tid, så man undgår at glemme vigtigt udstyr, ødelægge noget ved at være for hårdhændet eller ende med, at noget sidder forkert. At tage sig god tid sikrer, at alt er på plads, og at du kan starte dit dyk komfortabelt og uden stress.

Længere nede på siden, kan du se vores Kingtips guide til, hvordan du bedst kommer ind og ud af din Open-Cell våddragt.

sådan-passer-du-godt-på-din-våddragt-billede-2.png

Tips til at få våddragten af

  • Når du tager dragten af, er det ofte nemmest at krænge den af og derefter vende den rigtigt.
  • Dragten vil ofte "klæbe" til huden på grund af det vakuum, der kan opstå, når den er våd. For at gøre det lettere at tage dragten af, kan du løsne lynlåsen og løfte lidt ud ved skulderen for at lade luft trænge ind i ærmet.
  • Hvis du skal trække dele af dragten over hovedet, er det en god idé først forsigtigt at trække dragten så højt op som muligt. Dette gør det lettere at få den over hovedet.
  • Hvis det er en Open-Cell dragt, kan du finde en demo på vores YouTube eller længere nede på siden her, hvor vi viser, hvordan du nemmest tager dragten af og på.
  • Sørg for, at lynlåsen glider let. Hvis den sætter sig fast, så få din makker til at hjælpe, så du undgår at beskadige lynlåsen ved at trække for hårdt.
  • Træk begge ærmer af én ad gangen, hvis dragten er designet til det.
  • Træk dragten ned til taljen og kræng den af. Hvis det er svært at få en fod igennem, kan du trække benene ud én ad gangen. Det kan være en fordel at sidde ned, så du ikke også skal holde styr på balancen.
  • Husk igen altid at håndtere alt med forsigtighed.

Længere nede på siden, kan du se vores Kingtips guide til, hvordan du bedst kommer ind og ud af din Open-Cell våddragt.

sådan-passer-du-godt-på-din-våddragt-billede-8.png

Sådan rengør du din våddragt

Det er afgørende at skylle din våddragt i ferskvand efter hvert dyk for at fjerne sved, salt, klor og andre rester, der kan ophobes i materialet. Disse stoffer kan med tiden forårsage skader på dragten og forkorte dens levetid.

Hvis din våddragt begynder at lugte efter gentagne dyk, kan du overveje at vaske den med en mild, godkendt sæbe specielt udviklet til neoprenmaterialer. Sådan gør du:

  • Skyl dragten grundigt med ferskvand både indvendigt og udvendigt. Brug koldt eller lunkent vand, da varmt vand kan beskadige dragten.
  • Tilføj mild sæbe, beregnet til våddragter, til skyllevandet, fx Look Clear Shampoo. Brug aldrig klor eller blegemidler – kun godkendte rengøringsprodukter.
  • Skyl dragten først i vand med sæben, og skyl derefter grundigt i rent vand, indtil al sæben er fjernet.
  • Brug aldrig vaskemaskinen til rengøring af dragten. Maskinvask kan skade materialet på flere måder:
    Varmen fra vaskemaskinen kan bryde de molekylære forbindelser i materialet, hvilket fører til deformation og tab af elasticitet.
    Sæbe og kemikalier fra vaskemidler kan nedbryde materialets struktur.
    Centrifugering strækker materialet, hvilket kan deformere dragten og påvirke pasformen negativt.
sådan-passer-du-godt-på-din-våddragt-billede-3.png

Sådan tørrer du din våddragt

At tørre en våddragt kan tage tid, men korrekt tørring er afgørende for at bevare dragten i god stand. Følg disse trin for at sikre en skånsom og effektiv tørring:

  • Hæng den korrekt: Brug en bred bøjle, som f.eks Subzero Våddragtsbøjle, der giver god luftgennemstrømning på indersiden og støtter dragten jævnt uden at efterlade mærker. Undgå smalle bøjler, da de kan beskadige materialet.
  • Vend vrangen udad: Start med at hænge dragten op med indersiden udad for at sikre, at denne del tørrer grundigt. Når den er tør, kan du vende den og lade ydersiden tørre.
  • Placér den rigtigt: Hæng dragten i et køligt, godt ventileret område. Et badeværelse med god udluftning kan være et godt valg.
  • Fjern overskydende vand: Efter skylning kan du forsigtigt klemme (ikke vride) dragten for at fjerne overskydende vand. Gentag dette hvert kvarter for at fremskynde tørringen.
  • Brug en ventilator: En ventilator kan øge luftcirkulationen og gøre tørringen hurtigere.
  • Undgå varme: Ligesom vaskemaskiner er tørretumblere et absolut no-go for våddragter. Varmen kan permanent beskadige neoprenen og andre komponenter på dragten.
  • Undgå direkte sollys: Tør aldrig din våddragt i direkte sollys. UV-stråler kan skade neoprenen, gøre materialet stift og forkorte dragtens levetid. Vælg i stedet et skyggefuldt sted med god ventilation.
sådan-passer-du-godt-på-din-våddragt-billede-4.png

Sådan fjerner du dårlig lugt

Selvom du skyller din våddragt jævnligt, kan den med tiden stadigvæk udvikle en ubehagelig lugt fra sved og bakterier. Her får du nogle tips og tricks til enkle måder at fjerne dårlig lugt på:

  • Du kan vaske din våddragt med shampoo specifikt lavet til våddragter og andet neopren. Følg anvisningerne på flasken.
  • Brug ½ kop klar eddike i skyllekaret. Det kan være med til at fjerne uønsket lugt.
  • Lav en blanding af 2 spsk. bagepulver, 1 spsk. klar eddike og 1 spsk. sort sæbe. Lad dragten ligge et par timer i blandingen, og skyl efterfølgende med rent vand.
  • Rodalon til sportsbeklædning i begrænsede mængder kan evt. bruges. Vær dog opmærksom på, at neopren ikke har godt af kemikalier, og Rodalon kan udtørre og ødelægge din dragt. Sørg for at skylle dragten grundigt efterfølgende, så der ikke er rester tilbage i den.

Du kan prøve at tilsætte en lille mængde lavendel- eller tea tree-olie til skyllevandet for at fjerne lugten. Derudover kan du placere cedertræsblokke eller spåner i nærheden af din dragt under opbevaring, da de kan hjælpe med at reducere ubehagelige lugte.

Sådan opbevarer du din våddragt

Der kan være perioder, hvor du ikke bruger din våddragt – enten over vinteren, hvor du dykker i tørdragt eller mellem dykkerferier. For at sikre, at din dragt holder sig i samme gode stand, som da du lagde den væk, er det vigtigt at opbevare den korrekt.

  • Opbevar dragten hængende på en bred bøjle af plast for at undgå folder.
  • Undgå bøjler af metal, da de kan ruste og beskadige dragten.
  • Sørg for, at dragten er helt tør før opbevaring for at undgå mug og skimmel. Vælg et tørt sted.
  • Hvis du ikke har mulighed for at have den hængende pga. længden på dragten, kan du til nøds folde den igennem en bøjle.
  • Hvis din dragt er en open-cell, er det en god idé at opbevare den på vrangen, da man kan komme ud for, at den klæber sammen.
sådan-passer-du-godt-på-din-våddragt-billede-7.png

Sådan reparerer du din våddragt

Over tid vil din våddragt sandsynligvis få skader på grund af slitage, som fx rifter i neoprenen eller skader på syningerne. Visse skader er nemme at ordne, og hvis de repareres i tide, kan du forlænge dragtens levetid.

Rift i neoprenen

Hvis din våddragt har fået en rift, kan den nemt repareres med neoprenlim.

Fremgangsmåde:

  • Rengør området: Fjern sand, snavs og andet skidt fra riften. Du kan skylle området med ferskvand for at sikre en ren overflade.
  • Lad neoprenen tørre helt: Sørg for, at materialet er helt tørt, inde du påfører lim.
  • Påfør limen i flere lag: Åben riften forsigtigt, og påfør et tyndt lag neoprenlim på begge flader, hvor limningen skal foretages. Vent, indtil limen er fingertørt – man kan duppe fingeren blidt på det efter et par minutter.
  • Gentag processen: Påfør et nyt lag lim ovenpå det første. Når også dette lag er fingertørt, presser du riften sammen for at sikre en stærk samling.
  • Tip: Limtuben kan være svær at styre, så en god løsning er at bruge en lille sprøjte fra apoteket. Fjern stemplet, fyld sprøjten med en smule lim, og brug stemplet til at påføre en kontrolleret mængde lim på riften.
  • Tørretid er vigtigt: Efter limningen er det vigtigt at lade reparationen hærde i mindst 24 timer, så limen får den nødvendige styrke. Herefter er din våddragt klar til brug igen.

    Længere nede på siden, finder du vores Kingtips videoguide til, hvordan man limer neopren.
sådan-passer-du-godt-på-din-våddragt-billede-5.png

Reparation af større skader i neoprenen

Hvis skaden i din våddragt er mere omfattende end en simpel rift, og der mangler et stykke neopren, kræver reparationen lidt mere arbejde – men det kan stadig løses.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst reparerer skaden, kan du komme forbi og få rådgivning af vores tekniker. Han kan vejlede dig eller tage dragten ind til reparation.

Ønsker du at klare det selv, skal du være opmærksom på eventuelle garantier og reklamationsret, da selvreperation kan påvirke disse.

Fremgangsmåde:

  • Materialevalg: Start med at finde neopren i samme tykkelse, som din dragt

  • Forberedelse: Læg dragten fladt med hullet over et stykke papir, og sørg for, at neoprenen ikke strækkes. Tegn gennem hullet på papiret. Husk, at neopren er fleksibelt.

  • Udskæring: Udklip det tegnede område og læg det ovenpå det ekstra stykke neopren. Klip lidt uden for de afmærkede kanter, sammenlign med hullet og justér formen, indtil det passer præcist.

  • Limning: Brug samme fremgangsmåde som ved ”rift i neoprenen”. Lim lappen på i små sektioner ad gang, og arbejd dig systematisk rundt, så du får en jævn og stærk reparation. Længere nede på siden, finder du vores Kingtips videoguide til, hvordan man limer neopren.

  • Tålmodighed er nøglen: Tag dig god tid for at sikre et holdbart resultat.

Lapper kan også limes udenpå over et udsat område på dragten. Lappen behøver ikke nødvendigvis at have samme tykkelse som dragten – vælg en tykkelse, der passer bedst til dine behov.

2 metoder til ekstra beskyttelse

1. Syning for øget styrke

  • Hvis du vil gøre reparationen mere holdbar, kan du sy rundt om skaden for at give ekstra styrke
  • Brug en fin nål og lav tætte sting langs hele kanten, men sørg for ikke at sy hele vejen igennem neoprenen
  • Syning anbefales kun, hvis neoprenet har en ydre stofbelægning, da syning direkte i ren neopren kan få materialet til at revne over tid

2. Forsegling med Polyglute

  • En anden måde at beskytte din reparation på er ved at forsegle området med Polyglute
  • Hvis du ønsker et pænt resultat, kan du afmærke området med malertape, inden du påfører forsegleren
  • Brug en fin pensel til at påføre et tyndt lag – undgå at lægge for tykke lag, da det kan resultere i, at forsegleren tørrer ujævnt.
  • Når det første lag er tørt, påfør endnu et lag, og gentag processen, indtil du har opnået et tilfredsstillende lag af beskyttelse.
sådan-passer-du-godt-på-din-våddragt-billede-6.png

Written by Karolina Bagdone
Trustpilot

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi glæder os til at holde dig opdateret på rejser, kurser, tilbud, kampagner, nyheder og events. Lad os holde kontakten!

King club icon

Bliv medlem af Kingklub

Bliv medlem af Kingklub og få 30% rabat på udstyrsleje, Drive & Dive dykkerture og gratis luft (op til 2 flasker dagligt). Medlemskabet koster kun 699 kr. for 12 måneder.

Se mere