Fri fragt ved køb over 500 kr.

UV-jagt - Hvilke fisk kan man fange i marts & april

January 6, 2026
Undervandsjagt

Guide: Hvilke fisk kan man fange i marts og april

Her kan du læse meget mere om, hvilke fisk du har størst mulighed for at fange i marts og april. Vi guider dig også til de bedste spots samt hvilket udstyr du skal bruge til at fange de fisk, som du drømmer om.

Tag på havørred-jagt om natten med en Fishloop eller NAT-NET

Når vandtemperaturen stiger, er havørreden mere aktiv, og på Nordkysten af Sjælland kommer der flere og flere havørreder, når vi nærmer os april. Her fanger jeg oftest havørreder om natten, hvilket gøres med Fishloop eller NAT-NET.

tips-foråret-uvjagt-havørred-natnet.png

Når jeg drager ud på natjagt efter havørred, har jeg altid to lygter med. De fleste UV-jægere kender det, at sigten er super, og pludselig kommer man til et godt område på stenrevet, hvor der er aktive fisk, og så vil man pludselig gerne forlænge UV-jagtturen på trods af, at man er lidt træt eller er begyndt at fryse.

Vil man gerne opgradere chancerne for fangst, så kan det godt betale sig at nærstudere strømskifte samt saltindhold i området. Mht. strømskifte har jeg ved flere lejligheder oplevet, at der nærmest har været fisketomt på stenrevet og efter et strømskifte, hvor tanglopper og rejer har skullet finde et nyt område, var havørrederne pludselig aktive på revet og ofte i større antal.

Når jeg leder efter det perfekte stenrev, leder jeg efter områder med de såkaldte motorveje på stenrevet, dvs. hvor der midt på stenrevet er et område med sandbund inden stenrevet igen starter, og hvor rejer, tobiser og kutlinger gemmer sig i sandet. Disse områder er hotspots for nordkystens havørred.

Ligeledes kan de såkaldte badekar, hvor der er relativt dybt inde under land og på ydersiden en revle være enormt gode steder at fange havørreder.

Hvor skal jeg tage på UV-jagt efter havørred?

Stenrev på nordkysten og Stevns. Hvis marts er en kold måned, så vil fjorde, såsom Isefjord, være gode steder at jage.

Jeg har en målsætning om, at jeg i 2021 gerne vil bruge mere tid på UV-jagt efter havørred på Fyn, der rummer mange gode stenrev med store fisk.

Hvilken harpun bruger du?

Da man efter EU-forbuddet nu kun må benytte harpun fra solopgang til solnedgang, benytter jeg Fishloop (fiskelasso) eller NAT-NET til at fange havørred med om natten.

Hvis jeg tager ud efter havørreder om dagen, vil jeg benytte en kraftig 90'er harpun eller min Pathos harpun med fusion opsætning, som skyder præcist og med stor fart.

Hornfisk i slut marts og start april

I slut marts, start april ankommer de første hornfisk til vores danske kyster. Her kommer den for at pare sig og gyde. Denne parringsleg oplever jeg i foråret, når jeg står og kigger ud over vores skrænter ved Tisvildeleje.

Hornfisken er en stimefisk, der færdes tæt på overfladen. Den er ofte meget nysgerrig og specielt overfor objekter, der glimter og skinner.

Et godt fif, når man vil lokke hornfisken tæt på harpunen, er at ryste en flopper, der sidder for enden af harpun spyddet. Denne bevægelse gør ofte, at du kan lokke hornfisk tæt på harpunen, og derved bliver lettere at ramme. Når vi når hen i slutningen af april, start maj, vil massivis af hornfisk samle sig i kæmpe stimer.

tips-foråret-uvjagt-hornfisk-2-styks.png

Husk at det ikke er lovligt at undervandsjage med harpun om natten.

Hvor skal jeg UV-jage, når jeg vil fange hornfisk?

Jeg vil nærmest sige på alle kyststrækninger af nordkysten, hvor der er stenrev. Men helst i områder, hvor der er sten eller høfder, som du kan gemme sig bagved.

Kronborg-pynten er et område, der er meget populært til hornfisk i foråret. Men du skal også være opmærksom på bådtrafikken og et enormt antal af lystfiskere, som også har et ønske om at få hornfisk med hjem til aftensmaden. Derfor vil jeg hellere drage mod nordkystens stenrev.

Hvilken harpun bruger du?

Til at fange hornfisk vil jeg benytte en 90'er harpun, der skyder med store præcision, eller en harpun med en god flopper for enden af spyddet, så jeg kan lokke hornfisk tæt på.

Den populære og eksklusive pighvar alle vil fange

I slut marts og april måned kommer pighvarren ind på det lave vand for at gyde.

Når jeg fanger pighvar i foråret, tænker jeg altid, at pighvarren burde være fredet i denne periode, da hunnerne er fyldt med rogn. Men faktum er, at de fleste fisk enten lige har smidt deres rogn, eller også er de fyldt med rogn i april og maj.

På trods af, at hunnerne er fyldt med rogn, er pighvarren stadig meget velsmagende, og rognen kan steges på panden a la torskerogn eller saltes og tørres og laves til "bottarga" - en form for fiskerognens svar på parmesanost.

Hvis du mangler en skøn opskrift på en lækker ret med pighvar, så klik her.

Hvor skal jeg UV-jage, hvis jeg vil fange en pighvar?

I marts og april, når vandtemperaturen rammer 6-7 grader, kommer pighvarren ind på lavt vand. Her finder jeg ofte pighvarren på lidt dybere vand om dagen, og om natten på lavere vand helt inde under land. På Sjælland er nordkysten et godt bud.

guide-til-fangst-pighvar-undervandsjagt-1.png

Hvilken harpun vil du bruge?

Hvis jeg går målrettet efter pighvar, bruger jeg mit pole spear fra Salvimar eller bare min dykkerkniv.

Ulempen ved at bruge dykkerkniven kan dog være, at pighvarren er for stor og er lidt svær at holde, når du har stukket fisken i hovedet med en lille kniv. Så jeg vil anbefale et pole spear eller en harpun - så mister du i hvert fald sjældent fisken.


Written by Jesper Kondo
Trustpilot

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi glæder os til at holde dig opdateret på rejser, kurser, tilbud, kampagner, nyheder og events. Lad os holde kontakten!

King club icon

Bliv medlem af Kingklub

Bliv medlem af Kingklub og få 30% rabat på udstyrsleje, Drive & Dive dykkerture og gratis luft (op til 2 flasker dagligt). Medlemskabet koster kun 699 kr. for 12 måneder.

Se mere