Fri fragt ved køb over 500 kr.

Guide: Sådan fanger du en pighvar
Sådan fanger du en pighvar
Foråret er en spændende tid at UV-jage i. Tager du ud de rigtige steder hen i forårsmånederne, er der rigtig gode muligheder for at fange den populære pighvar.
Find dit pighvar-spot
Vi UV-jægere holder ofte vores gode pighvarspot tæt ind til kroppen. Men vi kan komme med et par ledetråde til, hvor du kan finde dit private guldspot.
Hvert år når vandtemperaturen rammer 6-7 grader, søger pighvaren ind på lavere vand, bl.a. på nordkysten.

Sådan finder du en pighvar
Find pighvargrus, dvs. lidt mere grovkornet sand/grus, der gør, at pighvaren bedre kan kamuflere sig. Kig efter pighvar-”huller”, altså aftryk af hvor den har ligget, og så vil du ofte kunne finde den i nærområdet.
Brug Google Maps til at søge efter områder med sand/grus, og find et godt sted at gå i. Et eksempel kunne være nordkysten på sjælland.
Pighvaren stoler på sin kamuflage, så har du først fundet den, så har du oftest ikke travlt med at fange den. Den største fare er, at du ikke kan finde spottet igen på 2. neddyk. Om natten vil den ofte være mere ovenpå sandet, hvor den om dagen vil være mere nedgravet, og kun øjnene vil stikke op.
Finder du små pighvar, så led videre i området, da der ofte er små hanner omkring en stor hun.
Vanddybden kan være helt inde på 50 cm vand og ud til større dybder. Oftest findes de lidt dybere om dagen og på lavere vand om natten. Er sigten og lyset godt, vil du kunne spotte dem fra overfladen, men det kræver oftest en del neddyk for at finde den.
Hvad må jeg fange?
Mindstemålet er 30 cm (husk vand forstørrer 25%, så løft den op med hånden, hvis du er i tvivl om størrelsen). Pighvarhanner bliver sjældent mere end 50 cm, hvor pighvarhunner kan blive op til 100 cm.
Pighvaren fanges med hånden, kniv, spyd eller harpun (brug af spyd og harpun om natten er forbudt).
Friskfanget pighvar er meget velsmagende - ofte omtalt som den fineste fisk i gastronomiens verden, og især pighvar fanget i forårsmånederne er af den bedste kvalitet. Kilopriserne er ofte højere end 300 kr. pr. kg, så hvis du er heldig/dygtig, betaler den tid, du investerer i jagten, sig næsten hjem igen, når du får et gratis måltid af den bedste kvalitet!
God jagt!
Written by Morten Højgaard




Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vi glæder os til at holde dig opdateret på rejser, kurser, tilbud, kampagner, nyheder og events. Lad os holde kontakten!
Bliv medlem af Kingklub
Bliv medlem af Kingklub og få 30% rabat på udstyrsleje, Drive & Dive dykkerture og gratis luft (op til 2 flasker dagligt). Medlemskabet koster kun 699 kr. for 12 måneder.