Fri fragt ved køb over 500 kr.

Fang store og lækre fisk i september & oktober

January 5, 2026
Undervandsjagt

Fang masser af lækre og tykke fisk i efteråret

September og oktober er blandt årets bedste UV-jagt måneder!

Som undervandsjæger er september og oktober blandt de allerbedste måneder at uv-jage i. September er havets sidste sommermåned, forstået på den måde, at vandtemperaturen fortsat er to-cifret. Først på måneden er temperaturen endda tit i nærheden af de 20 grader. Men sigtbarheden er begyndt at blive rigtig god og de dage med stille vind, høj sol, klar blå himmel, køligt (men ikke koldt) vand så langt øjet rækker, er blandt de bedste på hele året.

Fiskene er næsten alle sammen i topform, tykke filletter og tilmed kystnære! Der findes næsten ikke den fisk, du ikke kan fange i september og oktober.

Så hvad skal du gå efter og hvor skal du finde dem? Det giver Morten Villadsen nogle gode bud på herunder.

lær-at-holde-vejret-længere-tid-2.png

Havørred - jages bedst med "aspetto-teknikken"

Havørreden trækker mod de ferske å-udløb og hænger ud i kystområdet inden de trækker op for at gyde. I det kystnære lave vand jager de rejer, småfisk og smådyr blandt de høje tangbevoksninger og ved store sten. De jages bedst med aspetto-tenikken (vente-teknik) på 0-2 meters dybde bag store sten. Eller ved meget langsom afsøgning, mens man ultra-langsomt svømmer gennem tangbælter på 0-1 meters dybde.

Skrubberne er tykke og på lavt vand

Skrubberne er igen på det lave vand og i god stand efter en varm sommer med masser af mad. Efteråret er helt klart et godt tidspunkt at fange skrubberne. Sørg for at sortere på størrelsen så du kun tager de allerflotteste, tykkeste fisk der giver mest glæde i køkkenet.

undervandsjagt-september-oktober-1.png

Rødspætte og isinger

Rødspætter og ising finder du på lidt dybere vand end skrubberne og også ofte på lidt blødere bund. Både rødspætter og ising er rigtig gode spisefisk, men isingerne er i kraft af deres lille størrelse, kun gode at fange om efteråret hvor de kan kompensere lidt fore deres lidenhed med god tykkelse på filletten. Her skal man dykke lidt dybere og ofte skal man finde disse fisk på 5-15 meters dybde, hvor man dykker ned og afsøger den bløde sandbund. Den gode sigt hjælper dig, men det kan være anstrengende dykning, med utallige dyk til lidt større dybder. Sørg for at dykke med strømmen og lad strømmen føre dig hen over sandet.

Pighvar og Slethvar - en super lækker fisk til spisebordet

Slethvarre og Pighvarre er gode bonusfisk, når man støder på dem om efteråret. De er aldrig talrige, men ofte ser man dem under jagten efter skrubber. Enkelte gange kan de ligge på helt lavt vand om efteråret og særligt på kyster ud mod Kattegat (Djursland og Nordsjælland) kan man have et helt fantastisk hvarrefiskeri (Pig- og slethvar) i efteråret.

Husk at have udstyret i orden så du kan holde varmen, når du dykker om efteråret! Mangler du udstyr til efterårets jagt, kan du finde varm neopren her.

Tips & tricks til at fange en pighvar

Pighvaren er en mester i camouflage, og netop derfor gør den undervandsjagten både udfordrende og spændende. Når først du kender tegnene, kan du øge dine chancer markant for at finde den eftertragtede og super lækre pighvar.

1. Kend bunden

Pighvarren gemmer sig bedst på grovkornet sand eller smågrus – det, man kalder pighvargrus. Her kan den grave sig ned og blive næsten usynlig. Hold øje med særlige ”pighvarhuller” – små aftryk i bunden, hvor en fisk har ligget. Finder du sådan et, er chancen stor for, at pighvaren ikke er langt væk.

2. Brug kortet til din fordel

Et godt trick er at bruge Google Maps til at spotte kyststrækninger med sand- og grusbund. På Sjællands nordkyst er der for eksempel flere oplagte spots, hvor du kan gå i vandet og lede.

3. Vær tålmodig – pighvaren stoler på sin camouflage

Når du først har fundet en pighvar, har du sjældent travlt. Fisken stoler så meget på sin skjul, at den ofte bliver liggende. Den største udfordring er faktisk at kunne finde den igen, hvis du må op efter luft. Om dagen ligger den typisk nedgravet med kun øjnene stikkende op, mens den om natten bevæger sig mere frit oven på sandet.

4. Tænk i størrelser

Finder du små pighvar, så stop ikke jagten. Ofte holder flere mindre hanner til i nærheden af en stor hun – og det er som regel hende, du virkelig vil finde.

5. Vælg den rigtige dybde og tid

Du kan støde på pighvar helt inde på 50 cm vand og ud på dybere områder. Midt på dagen ligger de gerne lidt længere ude, mens de om natten trækker ind på lavere vand.

6. Brug sigten til din fordel

Hvis sigten og lyset er gode, kan du være heldig at spotte pighvar fra overfladen. Men oftest kræver det flere neddyk, før du får øje på den.


Morten Villadsen - UV-jæger og fridykker

Morten Rosenvold Villadsen har holdt vejret i 7 minutter og fridykker til 81m dybde. Morten er ekspert i fridykning og undervandsjagt og blandt Danmarks allerbedste undervandsjægere. Han har vundet mange medaljer både som undervandsjæger og fridykker og deltaget til verdensmesterskaber og europamesterskaber. Han har mange medaljer hængende fra de danske mesterskaber.

Morten Rosenvold Villadsen er forfatter til bøgerne "Hold Vejret - en bog om fridykning" og "Undervandsjagt" - og er vært på den månedlige "UV Podcast"


Written by Morten Villadsen
Trustpilot

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vi glæder os til at holde dig opdateret på rejser, kurser, tilbud, kampagner, nyheder og events. Lad os holde kontakten!

King club icon

Bliv medlem af Kingklub

Bliv medlem af Kingklub og få 30% rabat på udstyrsleje, Drive & Dive dykkerture og gratis luft (op til 2 flasker dagligt). Medlemskabet koster kun 699 kr. for 12 måneder.

Se mere