Bonaire dykkerrejse - En rejsendes fortælling

Bonaire dykkerrejse

På den lille caribiske ø Bonaire leves livet i et lavere gear. Dykningen er let og ligetil og under vand kan man både finde et fint vrag, spraglede fisk og flotte koraller, som der bliver passet godt på. Bonaire er nemlig også kendt for sine succesfulde koralbevaringsprogrammer, der genopbygger revet. Tag med til en fantastisk ø, hvor man kan slappe af og dykke med god samvittighed.

Bonaire er på størrelse med Langeland, og ligger ca. 80 km fra Venezuelas kyst. Øen har omkring 11.000 indbyggere og den største by hedder Kralendijk. Bonaire er en hollandsk fjernkommune, hvilket vil sige, at Bonaire faktisk er en del af Holland.

Én af de ting der gør Bonaire genial som dykkerø, er den lette tilgængelighed til de mere end 60 forskellige dykkersteder rundt om øen. Der er to måder at dykke på, når man er på Bonaire. Den ene måde er traditionelle båddyk, og den anden (og måske den sjoveste) måde, er at køre rundt i pick-up trucks med flasker og udstyr på ladet. Vi dykkede og boede hos, Buddy Dive, som har et drive through system, hvor man kører hen til en fyldestation, sætter sine tomme flasker af og lægger nye fyldte på ladet i samme moment. Derefter kan man bare køre ud på øen langs kysten nord eller syd på alt efter, hvor og hvad man har planlagt at dykke. Alle dykkersteder er markeret med en gul sten med stedets navn på. Det er enkelt, ukompliceret og afslappet. Bonaire rummer også flotte naturområder, hvor man blandt andet kan se vilde flamingoer.

SALT PIER – smukke bropiller

En af de vigtigste indtægtskilder på Bonaire er salt, som udvindes fra det saltholdige Atlanterhav. Salt Pier er groft beskrevet et flere hundrede meter langt transportbånd, som fører salten ud til de skibe, der lægger til for enden af båndet og får påfyldt salt. Det er en enorm konstruktion, som går inde fra stranden og helt ud, hvor revet starter, og det bliver dybt. Hele konstruktionen bliver båret af bropiller på havbunden.

Dykket kan, hvis man vil, starte helt inde ved stranden, hvor de første bropiller stikker bare et par meter ned. Her så vi en del liv allerede inde på helt lavt vand, men som det blev dybere og dybere, begyndte pillerne at blive flot begroet i forskellige farvestrålende koraller. Da vi nåede ud til den sidste store klynge af piller på cirka 18 meters dybde, stod der flere fiskestimer og hang ud mellem pillerne. Som fotograf var det rent slaraffenland at dykke rundt der og langsomt prøve at nærme mig fiskestimerne for at kunne få nogle close-ups med pillerne som en genial baggrund.

Mens vi dykkede ind og ud mellem pillerne, kunne jeg heller ikke undgå at bemærke, hvor meget liv, der lever på bunden. Der var anemoner hvor pudserejer og kejserrejer lever i beskyttelse for rovdyr mellem tentaklerne. Jeg så også store orange svampe, flotte lilla rørkoraller, en enkelt hummer, barracudaer og et par velvoksne grønne muræner. Men flottest af alt, syntes jeg, var at kigge op mod overfladen, hvor eftermiddagssolens stråler banede sig vej ned mellem den Mikado-spil-lignende samling af bropiller.

Buddy Dive

Hos Buddy Dive bor man i lejligheder opdelt i to etager. I stuen er der et soveværelse, bad og toilet + fællesrum og køkken - på første sal er der to soveværelser med bad. Lige ved siden af dykkercentret finder man restauranten, hvor man spiser lækker billigt frokost og aftensmad - med mindre man har lyst til at prøve nogle af de mange andre ganske gode spisesteder rundt omkring på øen. Morgenmaden indtages i form af morgenmadsbuffet på to store terrasser med direkte udsigt ud over det turkisblå Atlanterhav. Men det vigtigste er naturligvis selve dykkercentret, som findes lige under de to store morgenmadsterrasser.

Jeg har efterhånden oplevet og dykket med en del dykkercentre og kan derfor ærligt sige, at Buddy Dive klart hører til i den gode ende. Det hele kørte smurt i den uge jeg var der, og havde man brug for noget, var der altid én, der havde tid til at hjælpe.

Buddy Dive har også deres eget husrev sådan cirka fem skridt fra der, hvor man gearer op foran dykkercentret. Alle nyankomne dykkere skal tage et tjek-dyk på husrevet for at blive ordentligt afvejet. Hos Buddy Dive går de meget op i at folk har så god en opdriftskontrol som muligt, så der ikke sparkes til de sunde og smukke koraller, der er rundt om hele Bonaire. Buddy Dives fokus på korallivets velfærd mærkes også i deres engagement i de lokale initiativer for koral-beskyttelse.

Pas på korallerne

Det er jo efterhånden ikke nogen hemmelighed, at verdens koraller er under et voldsomt pres fra både forurening og stigende vandtemperaturer, som er et følge af klimaændringer. Rundt om i verden bliver der taget forskellige tiltag for at prøve at dæmme op for den efterhånden hurtige nedbrydning af koralrev i hele verden, og en af grundene til, at jeg blandt andet valgte at rejse til Bonaire, var at de på øen kører et koralbevaringsprogram, som er et samarbejde mellem myndighederne og fem dykkercentre rundt om på øen.

I 2012 startede bevaringsprogrammet i samarbejde med en amerikansk koralforsker. Nogle af de mest udsatte koralarter på Bonaire er Staghorn koraller og Elkhorn koraller. Staghorn og Elkhorn koraller er også nogle af de koraller, der lever i kanten af koralrev og beskytter på den måde mange af de andre blødere og langsommere voksende koralarter på revene rundt om øen. Derfor blev man enige om, at det skulle være de to slags koraller, som man lægger flest kræfter i at hjælpe på vej.ale initiativer for koral-beskyttelse.

Jeg havde spurgt lidt til koralprogrammet gennem Kingfish i København, og havde fået en kontakt til dem, der står for programmet derovre. Første dag efter ankomsten fandt jeg deres kontor, som ligger lige op ad dykkercentret, og fik hurtigt aftalt en dag, hvor jeg kunne komme med ud på et dyk for med egne øjne at se, hvordan de arbejder med korallerne. Samme aften var der en præsentation i restauranten (for dem der havde lyst), af hvordan hele bevaringsprogrammet fungerer.

KORAL-VUGGESTUE OG VÆRKTØJ UNDER VAND

Jeg skulle mødes klokken 9 om morgenen med Francesca Virdis, som er chef for programmet. Hendes udstyr til dykket lignede ikke helt, hvad man normalt forbinder med dykkergear. Hun havde nemlig en knibtang, papegøjetang, noget lim som dur under vand og en hammer med.

Inden Francesca skulle demonstrere hvordan de forskellige værktøjer skulle bruges, tog vi en lille svømmetur over til nogle juletræ-lignende metalkonstruktioner. På hver gren hang der flere små Elkhornkoraller, som var i gang med at vokse sig store. Juletræerne er placeret på en dybde, hvor strøm og lys har de mest ideelle forhold for Elkhornkorallerne. Her tager man et lille stykke Elkhornkoral og hænger det på et juletræ. Når det så har nået en vis størrelse, skærer man enderne af og lader det tilbageværende koral vokse sig stort igen. De afskårne ender planter de på revet, så de selv kan vokse videre i naturlige omgivelser. På den måde kan man få korallerne til at vokse flere gange hurtigere, end de ellers ville kunne ude på selve revet.

Inden vi skulle til at have de store medbragte værktøjer i brug, viste Francesca mig også et større område med Staghornkoraller. De vokser ikke på lodrette konstruktioner som Elkhornkorallerne, men derimod på nogle ca. 30 cm høje metalkvadrater, der ligger på bunden.

Efter en god lille svømmetur kom vi til et område på ganske lavt vand, som mest bestod af sten og sand. Da vi havde fundet en sten som Francesca mente var god at arbejde med, tog hun sin hammer frem og begyndte ellers at hamre løs på stenen. Selv om der hurtigt stod en sky af sand omkring os, og jeg knapt kunne se Francesca, så kunne jeg hele tiden høre hammerens slag mod stenen. Da hun endelig havde fået banket en tilpas stor fordybning i stenen, svømmede hun af sted efter et stykke Elkhornkoral, ovre fra vuggestuen. Derefter tog hun limen frem, der mest af alt lignede en god gang elefantsnot (den slags man køber i kontorforretninger). Og på ganske enkelt vis placerede hun det lille stykke koral i fordybningen i stenen ved hjælp af undervandslimen. Nu havde jeg set og været med til, at plante et nyt stykke koral, som nu kunne vokse sig stort og flot til gavn for hele økosystemet.

Hilma Hooker – en farverig dame - let tilgængeligt vrag på Bonaire

Jeg troede næsten ikke det kunne passe, at man kunne have så nem adgang til et rigtig fint vrag - men den var god nok. Efter en ganske kort svømmetur fra stranden ud over et lille stykke hvid sandbund starter revet. Når først man er ved revet begynder det næsten med det samme at gå stejlt ned mod det næste plateau med hvid sandbund på 30 meters dybde, og dér lige neden for revet, ligger vraget af Hilma Hooker på styrbordsside i sin fulde længde af 72 meter.

Historien om hvordan Hilma Hooker er havnet på Bonaire som et næsten perfekt vragdyk, er også værd at nævne. Hilma Hooker blev bygget i Holland i 1951 og hed oprindeligt the Midlands. Men i løbet af de næste årtier skiftede Hilma både ejere og navn flere gange.

Den 18. juli 1975 stødte Hilma Hooker (der på det tidspunkt hed William Express) på så alvorlige problemer, at hun faktisk sank ud for San Andres i Colombia. Hun blev dog hurtigt hævet igen og opkøbt af et nyt selskab, som omdøbte hende Anna C. I 1979 fik hun så hvad der skulle vise sig at være hendes sidste navn, nemlig Hilma Hooker. Allerede 5 år senere løb Hilma på alvorlige tekniske problemer ud for Bonaire, og var tvunget til at blive slæbt i havn i Kralendijk på Bonaire.

Besætningen på Hilma Hooker havde svært ved at fremvise papirer på, hvad hende last præcist indeholdt, så myndighederne på Bonaire mistænkte ugler i mosen og begyndte at tjekke op på skibets historie. Det skulle hurtigt vise sig at både Interpol og FBI gennem flere måneder havde fulgt Hilma i al hemmelighed, fordi de havde mistanke om, at hun blev brugt til at smugle ulovlige stoffer. Derefter gik en større undersøgelse af skibets last i gang, og da man fik fjernet et nyopført skot (væg som bruges til rumadskillelse på skibe), fandt man intet mindre end 11 ton marihuana.

Nu begyndte retssagen mod de colombianske ejere, som pludselig fik meget travlt med at frasige sig ansvaret for skibets kulørte ekstra last. Mens hele det retslige forløb trak i langdrag, begyndte Hilma Hooker at tage vand ind, mens hun lå for havn. Dykkercentrene på Bonaire blev mere og mere interesserede i Hilma Hooker, for de manglede et ordentligt vrag at kunne tilbyde deres kunder. Efter lang tids tovtrækkeri uden at nå til en brugbar afgørelse om at få placeret det retslige ansvar, blev myndighederne enige med havnefogeden og dykkercentrene om at trække Hilma Hooker til et mere passende sted, så hun ikke pludselig sank i havnen. Derfor trak man Hilma ud ved siden af et dykkersted kaldet Angel City. Efter kun at have ligget på sit nye sted i fem dage, begyndte Hilma Hooker at synke. Om det var rent tilfælde, eller om hun blev hjulpet til at synke, vides ikke med sikkerhed. Rygtet siger, at de pumper, der skulle holde hende oven vande "pludselig" svigtede, og derfor sank Hilma Hooker på et, for scuba dykkere, meget heldigt sted. Sandheden er aldrig kommet frem, men siden den dag i 1984 har Hilma Hooker haft god tiltrækningskraft for dykkere fra hele verden.

Selve dykket på Hilma Hooker byder på nem penetrering, som dog stadig kun kan anbefales hvis man har erfaring med vragpenetrering. Er man ikke interesseret i at dykke ind i selve vraget, er der god mulighed for at se skruen, overbygningen og stævnen på et og samme dyk, i en sigt der kommer op omkring 30 meter. Mens vi dykkede på Hilma Hooker, havde vi overhovedet ingen strøm, og med den korte svømmetur fra stranden havde vi også rigeligt med luft. Vi dykkede med en nitrox-blanding på 31% hvilket giver god tid på vraget, og samtidig nok dybde til at man kan komme helt ned til bunden.

Bonaire natdyk med tarpons i lyskeglen

Når nu man er taget til Caribien, skal man heller ikke snyde sig selv for også at prøve et natdyk på husrevet. På vores natdyk så vi både store hummere, smukt changerende blæksprutter og mange andre dyr, vi ikke rigtig så i dagslys. De dyr kan i sig selv selvfølgelig sagtens udgøre et fedt natdyk, men den helt store attraktion på natdykkene er Tarpons. Tarpons er en stor rovfisk, der sagtens kan blive 1,5 meter lang. De er helt sølvglinsende, så de er ikke til at tage fejl af, når de rammer dykkerlygtens lyskegle i aftenens mulm og mørke vand.

Vi havde dykket lidt rundt i små 10 minutter, inden der endelig dukkede først én, og så to Tarpons mere op. Om natten bruger Tarpons dykkerens lyskegle til at jage efter, så man kan faktisk dirigere dem lidt rundt på revet. Det lå vi og morede os med i en god times tid.

En anden form for dykning, som man også skal prøve, når man er på Bonaire er båddyk. Båddykkene er i sig selv ganske traditionelle, men de giver en god mulighed for at nå nogle dykkersteder, som man ikke kan køre til i en pick-up. Vi dykkede blandt andet et sted, der hedder Rappelle, ganske enkelt fordi den eneste anden måde at dykke der bortset fra den båd vi kom med, ville være hvis man rappellede ned af de lodrette klipper. Så med andre ord er et båddyk eneste mulighed på Rappelle. Da vi kom i fra båden, kunne vi med det samme se de lodrette klipper, der fortsatte under vandet. De var flot begroede med koraller, og det hele så sundt og uberørt ud. Til briefingen på båden fortalte vores guide, at der var mulighed for at se nursehajer. Han lagde dog vægt på, at de tit gemmer sig, og at der derfor kan gå langt imellem at man ser dem. På tilbageturen mod båden, havde jeg koncentrationen sat ind på at spotte en nursehaj. Så jeg kiggede ind i alle de sprækker og huleformationer, jeg kunne finde. Og pludselig så jeg noget, der lignede omridset af en haj.... og jo tættere jeg kom på, jo mere tydeligt blev det, at jeg rent faktisk havde fundet en nursehaj - og ikke kun én men to stykker, der lå og halvsov inde i en hule. Jeg fik hurtigt signaleret til guiden, så vi i fællesskab kunne få kaldt alle i gruppen over og se de to flotte hajer.

Det dyk blev en rigtig god afslutning på en super uge på Bonaire. Inden afrejsen havde jeg ikke den store erfaring med at være med på en grupperejse. Det viste sig dog, at det hele var godt skruet sammen hjemmefra af Kingfish Dive & Travel. Selve gruppen fungerede rigtig godt, og alle fandt hurtigt ind i små hold, hvor dykker-baggrund og ønsker passede godt sammen.

Info om Bonaire:

• Fordi Bonaire ligger tæt på Ækvator er der et meget stabilt klima med en gennemsnitstemperatur lige omkring 30 C.
• Vandtemperaturen ligger stort set altid på 28-29 C. En 3mm heldragt eller shorty er rigeligt
• Møntfod = US dollars, men der kan også betales med kort alle vegne.
• Drikkevand. De har eget rensningsanlæg, så vandet kan drikkes direkte fra hanen.
• Sprog: Det officielle sprog er Hollandsk. Men lokalbefolkningen taler Papiamento. Alle taler flydende engelsk.