Grupperejse til Azorerne - En rejsekundes fortælling

Grupperejser til Azorerne

En fed måde at komme ud og opleve verden på

Indtil sommeren 2021 havde Azorerne ikke været på min dykkerradar. Men da jeg så Kingfish’s opslag fra grupperejserne, blev øgruppen i Atlanterhavet meget hurtigt tilføjet til min liste af fremtidige dykkerdestinationer. Det var derfor et nemt valg, da sommerferien i 2022 skulle planlægges, for hvem vil ikke gerne dykke med hajer og rokker?!

Turen til Azorerne var min fjerde grupperejse med Kingfish. Det er for mig det perfekte koncept, fordi jeg ikke har nogen i mit dykkernetværk, som jeg rejser med, og det er en nem løsning, der har spillet hver gang. Siden min første grupperejse har der været gengangere fra tidligere grupperejser, hvilket også er tilfældet denne gang. Jeg kender derfor allerede vores rejseleder Sigurd og en anden af gæsterne på denne tur, og det gør det mere overskueligt at rejse alene.

Vi er en gruppe på 10 inklusiv vores rejseleder, som skal afsted til Azorerne. Der er stor spredning i forhold til køn, alder og dykkererfaring. Vi rejser alle alene, og der opstår ret hurtigt en rigtig god stemning mellem os og alle ønsker at bidrage til fællesskabet.

En helt "almindelig" dag på Azorerne

Dykkerdagene starter i dykkershoppen, hvor vores udstyr er opbevaret. Vi hopper i dragterne og læsser bilen med resten, inden vi kører ned mod havnen, hvor båden er. De fleste af vores dive sites er maks 30 minutters sejlads fra havnen. Efter kort sejlads er vi fremme ved vores dive site, vi hopper i udstyret og kommer endelig i vandet. Jeg havde ikke forventet meget af den ‘almindelige’ dykning på Azorerne, men jeg bliver hurtigt omvendt, da jeg får syn for sagen. Den ‘almindelige’ dykning er nemlig slet ikke så almindelig. I stedet dykker vi på en masse forskellige klippeformationer, vægge og grotter, som alle er opstået på grund af den vulkanske aktivitet i området.

De fleste af vores dyk er på vægge, hvor vi af og til ikke kan se bunden, hvorfor der af og til også er lidt strøm at kæmpe med. Vandet er ca. 20 grader og sigten er virkelig god! På vores dyk ser vi masser af store og farverige fisk fx ravfisk, barracudaer, groupers, aftrækkerfisk og papegøjefisk. Vi ser også muræner, ørne- og pigrokker, en enkelt blæksprutte, hummere, nøgensnegle samt ildorme. Den ene dag har vi også et dyk på et vrag, hvor der er mulighed for dem der ønsker det at svømme ind i vraget. Azorerne skuffer på ingen måde, og har noget for enhver smag.

Manta! Manta!

Vi dykker to dyk pr. dag i lokalområdet og har derfor et overfladeinterval på båden. Den ene dag er vi sejlet lidt længere væk fra Horta, hvor vi bor, og skal til at sejle hjem, da vores dykkerguide råber “Manta!”. Til alles overraskelse har vi fået selskab af en mobula rokke, som ligger og svømmer rundt om vores båd. Nogle af os skyder os i vandet - nogle kommer i uden finner, andre uden snorkel. Rokken er meget nysgerrig og kommer helt tæt på mig flere gange, mens den fortsat svømmer rundt om båden. Vi er flere i vandet og det er ligesom om, rokken følger mere efter os, end vi følger efter den. Jeg hopper op igen, mens andre svømmer videre med rokken. Den skal åbenbart ikke videre, men det skal vi desværre. Inden vi sejler afsted, er rokken lige oppe med vingespidserne og vinke farvel.

På de fleste dykkerdage er vi retur i havnen omkring kl. 14-15. Herefter er eftermiddagen fri, og vi ender tit med at gå ned i byen efter en let frokost eller is, inden vi bruger resten af dagen på at udfylde logbøger, ligge ved poolen, eller gå en tur i lokalområdet, som bl.a. indeholder en caldera. De fleste aftener går vi som gruppe ud sammen og spiser aftensmad. Det er virkelig fedt, at vi alle gider gruppen og fællesskabet. De fleste dage tager vi på restaurant og får lækker fisk, skaldyr eller bøf. Den ene dag besøger vi en restaurant, hvor vi selv skal tilberede vores mad på små lavasten inde ved bordet. En enkelt aften ender vi også med at hente pizza, som vi sidder og spiser nede ved havnen, mens vi nyder udsigten mod naboøen Pico.

Hej haj!

Om eftermiddagen på den tredje dykkerdag sejler vi afsted mod Shark Point i håbet om, at vi kan lure nogle blåhajer op fra havets dyb. Efter en halv times sejlads, bliver motoren slukket, og luften fyldes langsomt af en stank af fisk i takt med, at vores dykkerguides får kastet madding ud i vandet. Og så er der ikke andet at gøre end at vente, mens båden rokker fra side til side. Flere af os ender derfor også med at lave vores egne ofringer for at lokke hajerne til. Der går ikke lang tid, måske 15 minutter, førend at der fra bagenden af båden bliver råbt ”SHARK!”, og alle hænger ud over siderne for at kigge efter den. Vi venter yderligere 10-15 minutter for at sikre os, at hajerne bliver omkring os, og så er der endelig go til at hoppe i vandet. Og så skal jeg ellers love for, at der kommer fart på alle, og som 10 hvirvelvinde er vi alle i udstyret, og båden er tom for dykkere.

"blåhajerne svømmer helt tæt på os og ind i mellem os"

Det er vores første dyk på liner, hvilket vil sige, at der fra båden er kastet fire liner ned i vandet, som vi skal holde fast i for ikke at blive taget af strømmen. Vi får fordelt os på linerne, og så hænger vi bare der, mens blåhajerne svømmer helt tæt på os og ind i mellem os. Jeg er dybt fascineret af hajer, og har helt sikkert øjne så store som tekopper, mens vi hænger der på linerne. Vi har seks hajer, der svømmer rundt om os, og mit hoved flyver rundt for at følge med dem. Vi hænger der på liner midt ude på havet, hvor der er flere hundrede meter dybt, og jeg oplever alligevel en ro, som jeg kun kan få, når jeg dykker. Jeg kunne blive hængende der meget længe, og det ene dyk, vi har med hajerne, er derfor også alt for hurtigt slut igen.

Ude midt i Atlanterhavet finder man havets største skatte

På den femte dykkerdag, er dagen endelig kommet: vi skal til Princess Alice Bank! Det er en tur på 45 sømil (op til tre timer hver vej) midt ud i Atlanterhavet for at dykke med mobula rokker. Fordi jeg har været søsyg nogle af de andre dage, er det da også med nogle sommerfugle i maven – bliver det dykning med mobula rokker eller 8 timer hængende over rælingen – at vi sejler ud fra havnen i Horta. Men vejrguderne er med os! Vejret viser sig fra sin bedste side, og vi har mere eller mindre havblik hele vejen.

Det er svært at snakke sammen mens vi sejler, og vi sidder alle mest bare og kigger ud på det åbne hav. Pludselig lever alle op, da vi får selskab af en lille flok delfiner, som lystigt hopper og svømmer langs båden. Vi nyder deres selskab lidt tid, inden vi sejler videre. Men der går ikke længe, så bliver der råbt ”WHALE - 11 o’clock” og så er folk igen fyldt med energi. Vi ender med at følge hvalen i et godt stykke tid, mens den flere gange kommer op til overfladen efter luft. Stemningen er derfor også rigtig god og høj på sejlturens oplevelser, da vi efter 2-2,5 time ankommer til Princess Alice Bank.

Det er fuldstændig magisk

Vi bliver briefet, linerne kastet ud, og så hopper vi i vandet. Vi får fordelt os på linerne, og alle ligger og spotter ud i det blå. Efter ganske kort tid kommer der en enkelt mobula rokke og svømmer rundt om os, inden den svømmer ud i det blå igen. Fem minutter efter kommer der endnu en helt tæt på. Og selvom de begge er store, flotte individer og de kommer tæt på, så havde jeg håbet på, at vi skulle opleve store flokke af rokker. Det er derfor med en vis skuffelse og utålmodighed, at vi efterfølgende venter og venter uden at der sker noget. Efter ca. 30-40 minutter, og hvad der føles som en evighed uden, at der sker noget, når jeg lige at tænke ’vi fik delfiner og en hval på sejlturen i stedet for en flok rokker.’ Og så sker det: en flok på ca. 30 dyr kommer forbi os! Jeg kan svagt høre en anden, der udbryder i jubel, da de dukker op.

Det er fuldstændig magisk at opleve dem glide gennem vandet. Den lange ventetid er hurtigt glemt, mens jeg hænger der på linen og er fuldstændig opslugt i deres svæven gennem vandet. Alt for hurtigt er flokken væk, og vi må igen væbne os med tålmodighed. Der går ikke længe før, jeg beslutter mig for at gå op, men i sekundet jeg begynder at bevæge mig op ad linen, bliver der peget bag mig, og en lige så stor flok som før er på vej mod os. Jeg glemmer naturligvis alt om at skulle op og har da heldigvis masser af luft i tanken til igen at kunne blive opslugt af rokkerne, der kommer endnu tættere på denne gang.

50 mobula rokker glider forbi os

Tilbage på båden er alle høje på oplevelsen og armene er svære at få ned langs kroppen igen. Vi nyder overfladeintervallet med lidt mad og drikke, mens et par rokker ligger i overfladen og svømmer rundt. Mens vi står der og kigger, slår den ene rokke pludseligt med vingespidserne i overfladen, så det giver et ordentligt plask, inden den sætter i fuld fart væk, og vi kan se den glide ned i dybet igen. Den dramatiske exit kom bag på flere, og vi griner lidt over, at det samme dyr kan være så yndefuldt det ene øjeblik og så dramatisk det næste.

Med et smil på læben kommer vi i udstyret og ned i vandet igen. Knap er jeg nået ned på linen igen, før en kæmpe flok mobula rokker dukker op. Det er nærmest en væg af rokker, der glider forbi. Jeg opgiver at tælle, fordi de er alle steder, men jeg har ladet mig fortælle at de andre stoppede med at tælle, da de nåede 50 dyr. Det er nogle minutter som jeg aldrig kommer til at glemme og som ord aldrig kommer til at kunne beskrive. Vores rejseleder Sigurd beskrev det meget fint, da han i et opslag skrev ”wauw… bare wauw!”.

Der er plads til alle på den her slags grupperejser

Grupperejsen til Azorerne bekræfter mig endnu engang i, at man kan få en fantastisk ferie selvom man ikke kender ens medrejsende på forhånd. For nogle vil det nok være grænseoverskridende at rejse afsted på denne måde, men for mig er det årsagen til, at jeg kommer ud og oplever verdenen. Der er plads til alle på denne type tur, hvad end man har lyst til selskab hele tiden eller har brug for at trække sig efter dykkene.

Jeg kan på det varmeste anbefale at du booker en grupperejse

Folk er generelt nysgerrige på hinanden og ønsker, at alle får en god ferie ud af det. Det er virkelig et koncept med plads til alle uanset personlig baggrund og dykkererfaring og på denne tur blev dyk nummer tyve fejret med lige så stor maner som dyk 200 eller dyk 800. Så hvis det er en rejsemakker, der holder dig tilbage fra at udleve dine dykkerdrømme ude i verdenen, så kan jeg kun på det varmeste anbefale, at du booker en grupperejse - du kommer ikke til at fortryde det.