Azorerne - Europas bedste adventuredykning

Azorerne dykkerrejse

Solen bager ufortrødent ned fra en skyfri himmel, og som timerne går, begynder stanken af det fiskeaffald, vi forgæves prøver at lokke hajerne til med, at blive uudholdelig. Vores RIB føles meget lille dér midt på Atlanterhavets bølger. Men så kommer et befriende opkald fra en anden RIB i nærheden: We have a shark!

Aftenen inden havde jeg udfyldt de sædvanlige sikkerhedspapirer ved min ankomst til dykkercentret på Azorerne og var blevet bedt om at møde kl. 08.30 næste morgen til et tjekdyk. Så kl. 08.15 følgende morgen står jeg klar med pakket dykkerkasse og samlet kamerasystem. Jeg føler mig egentlig ret rolig, selvom det er mit første dyk på Azorerne, for når der står tjekdyk på programmet, så plejer det at være et hyggekystdyk uden de store udfordringer. Men da alle dykkere og dykkerguider er ankommet, foreslår Andy, vores tyske dykkerguide, at vi springer tjekdykket over og i stedet tager på åbent hav i en RIB med en gruppe dykkere fra Tjekkiet for at dykke med blåhajer. Lige der kan jeg med ét mærke en million sommerfugle, der begynder at baske rundt i maven på mig alligevel.

Tålmodighed

Da vi har slæbt vores udstyr ned i RIBen, skal vi også have tre store spande med chum ombord. Chum bruges som lokkemad til blåhajerne og er en ramt-lugtende blanding af fiskeaffald, tunblod og tunhoveder. Efter en times sejlads kommer vi til det sted, hvor vi skal gøre vores medbragte chum klar. Først bliver tunhovederne puttet i en plastickurv og sænket ned på 5 meters dybde. Derefter begynder Andy at røre rundt i suppen af gamle fiskerester og øse det over bord i små portioner for på den måde hele tiden at sørge for, at der lugter "dejligt" af hajfoder ved vores RIB.

Men timerne går, og der sker ingenting. Ingen hajer og vores chum-beholdning begynder så småt at slippe op. Andy har radiokontakt med en RIB fra et andet dykkercenter, der er i gang med præcis samme øvelse som os, og de ligger også og vipper i bølgerne uden at se skyggen af hajer. Vi er også selv løbet tør for vores egne menneske-snacks, og solen bager nådesløst ned på os i vores lille RIB midt på det store kraftfulde Atlanterhav. Andy undskylder og forklarer, at når det er naturen, man har med at gøre, så er der ingen garantier. Vores sidste chance for måske at opleve hajer den dag vil være at sejle i havn igen, få lidt at spise og fylde chum-spandende op igen. Måske vil heldet smile til os inden solen begynder at gå ned. To af tjekkerne og jeg selv er friske på at sejle ud igen og give hajerne et sidste forsøg.

Jeg havde hele dagen haft en kriller i kroppen af at sidde og glo ned i vandet i håb om pludselig at se en haj på vej mod overfladen for at få smaske lidt på vores chum. Men som timerne går, bliver den krilrende følelse afløst af tvivl, og optimismen fordamper i solens stærke stråler. Efter at have siddet og pøset chum overbord i en time på anden tur er der stadig ikke så meget som skyggen en lille bitte haj. Jeg fortæller nedslået mig selv, at der jo er en ny dag og en ny chance i morgen!

PLUDSELIG, kommer så det befriende opkald fra den anden RIB i nærheden: We have a shark!!! WOW, lad os komme af sted er min første reaktion. Men når den anden RIB er fra et andet dykkercenter, så er kutymen, at man venter til de har haft deres dyk med hajerne og har alle deres dykkere oppe af vandet. Derfor må vi i sneglefart tøffe over til deres position, og så ellers sidde og vente på vores tur. På det tidspunkt synes jeg nu, at jeg har siddet rigeligt i venteposition den dag, men det giver et skud adrenalin at vi nu kan sidde og se eftermiddagsstrålerne ramme en haj nede i det smukke Atlanterhavs klare vand. Endelig er deres sidste dykker oppe af vandet og vi kan nu tage vores udstyr på og glide ned til vores fotogene blå ven. Det er svært at beskrive i ord hvor glad jeg er, da jeg langt om længe ligger fem meter UNDER RIBen og nyder synet af ikke bare én, men to elegante blåhajer, der cruiser rundt om os og æder løs af vores chum.

Vi er alle sammen klikket på to liner fem meter under båden, for at eventuel strøm ikke skal kunne drive af med os. Jeg hænger i 70 minutter under RIBen godt glad i låget over at det lykkedes at få den oplevelse alligevel, på trods af at jeg faktisk havde indstillet mig på at komme i havn med tomt hukommelseskort i kameraet.

Midt ude i Atlanten

Azorerne består af 9 øer ca. 1500 km fra den portugisiske vestkyst og små 4000 km fra den nordamerikanske østkyst. Øerne ligger direkte på en position, hvor de europæiske, amerikanske og afrikanske tektoniske plader mødes ude i Atlanterhavet, hvilket medfører dybder på over 1 km. Azorernes geografiske placering gør også, at koldt næringsfyldt vand fra nord og varmere vand som golfstrømmen bringer med sydfra mødes og blandes ved øgruppen. I løbet af foråret medfører det en eksplosion af næring i vandet, som tiltrækker nogle af de største levende skabninger på vores jord, nemlig Brydeshvaler, finhvaler og sidst men i bogstaveligste forstand ikke mindst, blåhvaler. De hvaler er allesammen krilspisere, som kommer så tæt på øerne, at man kan være heldig at kunne se dem. Hvalerne trækker dog væk fra området ved Azorerne, når sommervarmen kommer og opvarmer vandet, så mængden af føde bliver mindre - men det medfører samtidig en fantastisk sigtbarhed - som jo er noget vi dykkere sætter stor pris på.

Der er heldigvis også nogle hvaler som lever omkring Azorerne året rundt, nemlig kaskelothvaler. Kaskelothvaler er tandhvaler, som lever af større bytte end kril. De er designet til at dykke dybt efter de store dybhavsblæksprutter, som lever på de enorme dybder ved Azorerne. Kaskelothvaler kan dykke til ca. 1 kilometers dybde i op til en time per dyk.

Desværre er det ikke muligt at hverken dykke eller snorkle med kaskelotterne, da det vil forstyrre dem når de ligger i overfladen og slapper af inden deres næste dyk efter føde. Men Pico Sport, dykkercentret som jeg dykker med, arrangerer hval-kigge- ture, hvor det er muligt at sidde i en båd og se hvalerne i overfladen. Højdepunktet på hvalturene er når hvalerne dykker, og svinger deres enorme hale op over vandet til stor jubel for tilskuerne på båden.

Kystdykning

Når man bor på vulkanøen Pico, er det fantastisk nemt at sejle ud på planlagte dykkereventyr. Men der er også altid mulighed for at smide dykkergrejet op på en ladbil og køre til flere forskellige dykkerspots, som kan nås fra land, hvis vejret skulle drille lidt.

Det er egentlig ikke fordi vejret var dårligt, men jeg kan bare godt lide at prøve så mange forskellige dykkersteder, som overhovedet muligt. Så jeg har meldt mig på en tur med ladbil, en køretur på ca. tre kvarter. Selve køreturen gennem Picos frodige flora, giver et meget godt indblik i livet på Azorerne. Vi kører igennem små hyggelige landsbyer og snoede os ad smalle veje hen over det dramatiske, men frugtbare vulkanlandskab.

Suveræn sigt

Calheta som dagens dykkerspot hedder, har en nem adgang til vandet. Breefing og opsætning af grej foregår på en stor P-plads med toiletter og bænke. For at komme i vandet kan man lave giant stride, eller gå i ro og mag ned af en stor stentrappe der er hugget ud i den klippe, som også udgør selve molen. Der er med det samme omkring 5 meter dybt, og jeg lader mig begejstret glide ned i en sigtbarhed på noget, der minder om 20-30 meter. Lige foran min maske svømmer en blæksprutte, der changerer i smukke farver, før den smyger sig hen langs klippemolen på udkig efter føde i de små klippesprækker.

Da vi dykker lidt længere ud må jeg lige bede min makker sætte farten lidt ned. For jeg vil have chancen for at nyde det smukke sceneri, der udspiller sig foran os. På grund af den enormt gode sigt, kan jeg så langt sigtbarheden rækker se solstrålerne danse hen over lava-klippelandskabet og danne smukke mønstre på havbunden og klipperne. Så snart der går en lille sky forbi solen er det som om det hele stopper, ligesom en gang stopdans i en børnehave. Og i samme sekund solen kommer frem, kommer der liv i de tusindvis af småfisk, som igen farer rundt i solstrålerne, der penetrerer vandet som glimtende lyn.

Dybere nede på omkring 20 meter kommer vi til en stor... meget stor... lavatunnel kaldet the Arch. Derinde svømmer vi igennem en svirvlende vrimmel af fisk, der har gjort the Arch til deres hjem. Da vi har brugt lidt tid derinde, glider vi ud i den modsatte ende og går efter planen lidt dybere ned til omkring 35 meter, hvor der vokser nogle små viftekoraller på klipperne. Grundet dybden bliver vi ikke så længe, og egentlig ville jeg også hellere op på lavere vand, hvor solen har magt, og der er meget mere liv.

Efter første dyk begynder sulten at melde sig, og vi går i samlet flok over til et pizzeria ca. fem minutter derfra. Der bliver virkelig serveret god pizza til en meget billig penge. Jeg skulle nok have ladet det sidste stykke eller to ligge, for jeg synes dragten strammer lige vel meget, da vi gør klar til dyk nr. 2.

På andet dyk har jeg skiftet mit vidvinkelobjektiv på kameraet ud med et makroobjektiv for nu at koncentrere mig mere om de helt små kriblekrablere. Jeg dykker ikke dybere end 15 meter, for det er tit på lidt lavere vand, at man finder mest liv. Jeg bliver overrasket over hvor mange krebs, jeg støder på i klippesprækkerne, og også moræner, skorpionfisk og blennier hilser os velkommen. Så alt i alt en dejlig dag, og på vej tilbage til dykkercentret bliver der vist lukket et øje eller to i bilen.

Dykkercentret

Frank Wirth fra Hemer i Tyskland åbnede for første gang dørene til Pico Sport tilbage i 1996. Frank har arbejdet med turisme i 25 år, og derfor har dykkercentret et ganske højt serviceniveau. Franks største passion har altid været at beskytte og bevare vores natur med størst vægt på livet i havet. Derfor har Frank også en masse naturbevaringsprojekter sideløbende med Pico Sport.

Det afspejler sig i hele dykkercentret, hvor man hurtigt mærker en sund respekt for havet og dets beboere, som vi dykkere er så heldige at kunne komme ned at opleve. Mens jeg var der, var BBC også tilstede for at filme deres nye store naturserie, som kommer til at hedde Oceans. Min første tanke da jeg stødte på BBC folkene var, at det nok var det rigtige dykkercenter, som Kingfish hjemme i DK arbejder sammen med - når nu BBC også havde valgt Pico Sport.

Mobularokker

Så ligger vi der igen – og venter og stirrer forventningsfuldt i alle retninger nervøse for at det er en nitte. Denne gang er vi 4,5 timers sejlads fra Pico i det uendelige blå Atlanterhav. Jeg har før prøvet at ligge på den måde andre steder i verden og kigge efter store dyr, som bare aldrig dukker op. Sådan er det med naturen og ligesom med mit blåhajdyk tidligere på ugen, så er der selvfølgelig ingen garantier. Men denne gang når jeg heldigvis ikke at blive alt for nervøs, for pludselig dukker en enkelt mobularokke op. Den kommer ikke helt tæt på, men vælger at cirkle rundt om os i noget, der minder om 25 gode minutter. Imponerende som det næsten ikke ser ud som om den rører sig, selv om det er umuligt at følge den i meget mere end 30 sekunder.

Turene til mobularokkerne er heldagsture, som starter fra Pico Sport kl. 06.00, og man sejler i en stor dykkerbåd, der mest minder om en mindre liveaboard. Turen går til et undersøisk bjerg ved navn Princess Alice, der rejser sig fra havbunden og har sin top på 37 meters dybde. Her holder et stort antal mobularokker til, som tit nysgerrigt kommer op og hilser på, når der er dykkere i vandet. Der bliver sjældent dykket dybere end 15 meter med rokkerne.

I mellem de to dyk får vi en lille briefing om mobulaerne af vores guide, Andy. De er i familie med de nok lidt mere kendte mantarokker, som også er den største rokkeart. Ligesom sin større fætter, har mobulaen også de to finner ved munden, som fra overfladen ligner djævlehorn. Mobulaer er på trods af sit vingefang på op til fem meter også kendt for at springe akrobatisk ud af vandet i noget, der mest af alt minder om leg og livsglæde.

På andet dyk er strømmen taget lidt til i styrke, så der bliver sænket liner ned under båden, som vi klikker os på. Det kan måske lyde lidt besværligt at skulle hænge på en line, men det fungerer ret godt, og giver frihed til bare at nyde mobulaerne, hvis de kommer op til båden. Og det er lige hvad de gør på vores andet dyk. Selv hænger jeg ikke på det bedste reb i forhold til hvor tæt, mobulaerne kommer på os. Men jeg får alligevel set en flok på seks stykker komme op og lave en lille dans for os i solstrålerne, der smukt står ned gennem vandet denne dejlige eftermiddag. Jeg kan glad og fuld af oplevelser vende snuden hjem mod Danmark efter en fed dykkeruge på Azorerne.

Info om dykkerrejse til Azorerne:

• Sæson: Dykkersæsonen er ikke lang. Man finder den bedste sigt og det varmeste vand fra juni til slut september.
• Dykning: Klimaet er subtropisk og vandtemperaturen kommer sjældent over 25 grader om sommeren. Derfor kan en 5-7 mm våddragt med hætte anbefales. Flere af dem jeg dykkede med brugte semi-dry dragter. Lufttemperaturen er også omkring 25 grader i dykkersæsonen.
• Sprog: De lokale taler portugisk, men alle taler godt engelsk.
• Valuta: Euro