Fri fragt ved køb over 500 kr.

Kom godt i gang med havsvømning
Havsvømning - Tips og tricks til at komme godt i gang
Udstyr, Træning, Sikkerhed
Havsvømning, åbent vand svømning og svømning i det fri kaldes også "Open-Water" - og er en hurtigtvoksende aktivitet i Danmark, hvor man udover god træning og uafhængighed af svømmehallens åbningstider også får en naturoplevelse foræret.
Du får muligheden for at bevæge dig igennem den foranderlige natur, der giver dig nye udfordringer og oplevelser i bagagen hver gang. For at sikre dig en rigtig god oplevelse er det, ligesom al anden aktivitet i naturen, vigtigt at være godt klædt på, så du udelukkende skal fokusere på at svømme og suge til dig af oplevelser.
Derfor er det en god idé at kigge efter udstyr der kan holde dig varm og give dig god sikkerhed.

Udstyr til åbent vands svømning
Når du svømmer i havet og søer i Danmark og kun er iført badebukser eller badedragt, er vandtemperaturen kun behagelig et par uger hver sommer. Samtidig er der andre elementer, der kræver ekstra udstyr for at dyrke det sikkert og sjovt.
En svømmevåddragt og svømmebøje (også kaldet havtaske) er to typer udstyr, der er med til at gøre det til en sikker og behagelig oplevelse en stor del af året. Vi guider dig til det bedste udstyr.
5 typer udstyr som du ikke kommer udenom til svømmeturen i det fri:
- Badehætte i en stærk farve
- Badetøj
- Svømmebriller
- Svømmebøje / havtaske
- Våddragt
- Badehætte i en stærk farve
- Badetøj
- Svømmebriller
- Svømmebøje / havtaske
- Våddragt
Vil du gerne strække sæsonen længst muligt:
- Neoprenhætte
- Neoprensokker
- Neoprenhandsker
- Badetøfler
- Ørepropper (koldt vand i ørene er ikke rart)
Bonusudstyr til ekstra sikkerhed og komfort:
- Brandmandskit
- Ørepropper
- Fløjte, lygte, spejl
- Vandtæt case til din telefon
- Svømmecomputer
- Våddragtsshampoo, neopren lim
- Vandflaske
Kom i gang med svømning i åbent vand!
Det danske farvand byder på et utal af muligheder for skønne svømmeoplevelser. Når du skal igang med at svømme ude i naturen er det først og fremmest vigtigt at du kender dit udstyr. Tag gerne ud på en velkendt strand med en makker og øv dig i at svømme med havtaske, teste svømmebrillerne og følelsen af opdrift fra våddragten. Når du har en testet dit grej, så er du klar til at svømme afsted.
Når du skal i gang med at svømme, bør du starte ud et sted du kender, hvor der ikke er de store udfordringer som eksempelvis bølger, strøm, trafik på vandet osv. Et sted med forholdsvis fladt vand og svag til ingen strøm er ideelt for nybegyndere og det tillader dig at svømme længere med overblik og overskud. Det vil sikre dig en positiv førstegangsoplevelse ud i det åbne vand.
Danmarks geografi gør, at ingen danskere har længere end 50 km til en nærmeste kyst, og ofte er der flere alternativer, så du på dage med meget vind kan vælge en kyst med fralandsvind og dermed mindske bølgestørrelsen. Igen er det ikke det eneste at være opmærksom på, så det er vigtigt altid at undersøge strømforhold og skibstrafik.
Tilgængeligheden til det åbne vand betyder også at flere og flere kaster sig ud i denne motionsform. Havsvømning trender blandt danskere. Det er ikke bare covid-19 og lukkede svømmehaller, der har fået danskerne ud i havet. Det skyldes både følelsen af frihed, adrenalinsuset samt alle de helbredsmæssige fordele, som det medfører.
Når du skal ud at svømme i bølgen blå er det altid en god idé at svømme sammen med en anden. Hvis du skulle ende i en nødsituation, kan din makker redde dig i land og tilkalde hjælp.
Desuden er det altid sjovere at dele træning og oplevelser i naturen sammen med andre og opleve den fælles passion for vandet. For at komme godt igang og få skabt et svømmefællesskab kan du deltage på et intro-forløb til havsvømning, ugentlige drop-in svømmeundervisning og sociale havsvømmeture med fokus på naturoplevelsen og fællesskabet.
Med andre ord… For at springe ud i bølgen blå er der ikke andet for end at komme ud og opleve dit første adrenalinsus i havet og opleve, at der med det rigtige udstyr sjældent er noget, der hedder dårligt svømme-vejr. Med godt udstyr mærker du en ro i at både sikkerheden og komforten er i top.
Svømmebøjen er din synlighed i vandet
Når du svømmer i vandet i en sort våddragt, så er du tæt på usynlig, især hvis der er lidt bølger. Du kan risikere at blive ramt af skibe, kitesurfere, SUP, kajakker osv., og derfor er det vigtigt, at du gør opmærksom på din tilstedeværelse med en farverig svømmebøje (havtaske).

Udover en også kulørt badehætte, er en synlig svømmebøje et must. Svømmebøjer er lette at have med og sørger for din sikkerhed, når du er ude på åbent vand. De gør det muligt at spotte dig på lang afstand, uanset om det er familien på stranden, der holder øje med dig, eller en båd der kommer sejlende. Vælger du en god svømmebøje, har den også opdrift, så du kan hænge og hvile dig på den eller bruge den som "redningsflåde", hvis du mod forventning skulle komme i problemer.
Svømmebøjer findes i flere modeller. Vælger du modellen, der også kaldes en "havtaske", så er det en kombineret drybag, og du kan både opbevare vand, proviant samt ejendele i den. Det kan være en idé at have din telefon med i en vandtæt pose, nede i havtasken, hvis du skulle komme i problemer
Valg af våddragt til havsvømning
Når du skal finde våddragt til det danske klima, skal du vælge en våddragt på mellem 2-5 mm. Svømmevåddragter vil ofte være designet således, at de er tykkere på f.eks. bryst, så du kan holde varmen, og tyndere omkring skuldre, så der er mere bevægelighed. Jo tykkere en dragt, du vælger, jo varmere. Jo tyndere en dragt jo mere fleksibel. Så du skal finde ud af, hvilken sæson du ønsker at bruge den, og hvor kuldskær du er.

Optimalt skal du vælge en rigtig svømmevåddragt, der er fleksibel og udviklet til svømning og ikke surf eller dykning. Sørg for at finde en våddragt der passer så præcist til din krop som muligt. Jo mere tætsiddende den er, jo mindre vandudskiftning er der, og jo bedre kan du holde varmen. Hvis den er lidt stram, når du prøver den første gang, vil du ofte opleve, at den er helt perfekt, når du kommer i vandet med den, og det hele vil give sig lidt.
Vælger du en rigtig svømmevåddragt, er de oftest lavet at et glat materiale på ydersiden, som gør, at du får et bedre glid gennem vandet. Er du en seriøs svømmer, vil dette være det rigtige valg for dig for at øge din performance i vandet. Vær dog opmærksom på, at glatskinds dragter ofte er mere skrøbelige end traditionelle våddragter og kræver forsigtighed, især når du tager den på og af.
Hvad er dit behov?
Er du ude og hyggesvømme og faktisk også godt vil se, hvad der er under overfladen, kan du benytte en almindelig snorkelmaske og snorkel. Det giver en god komfort i vandet, men mindsker også din performance og er ikke særlig godt til normal svømmetræning.
Er det træning og open-water svømning, som du går efter, vil en god tætsiddende svømmebrille, der er en mellemting mellem masken og de små svømmebriller vi kender fra svømmehallen, være et oplagt valg. Glasset skal være klart, så du kan se mest muligt når du bevæger dig ude i naturen. Vælg en udgave der er komfortabel til længere tid i vand og en pasform, der gør, at den holder tæt selv, når en bølge vælter ind over dig.

Udstyr til svømning i det fri – for hele familien
Havsvømning er for alle, der har mod på at prøve det. Der findes udstyr til alle og kan dyrkes af alle. Vær opmærksom på, at det til børn kræver en våddragt, der sidder tæt. Mange forældre køber en dragt, som børnene kan vokse i. Men er den for løs, vil der være for stor udskiftning af vand, hvilket betyder, at man bliver nedkølet, og det kan resultere i, at barnet ender med ikke at ville med i havet. Husk, når først der er lavet en investering i udstyr, så er det gratis at dyrke sin hobby bagefter. Vælger man en god kvalitet, kan udstyret sælges videre brugt, når barnet vokser - det er jo godt både for barnet, økonomien og miljøet.
Hvad skal du bruge alt det ekstra grej til?
Du kan være uheldig at svømme ind i en brandmand. Det er ikke farligt, men det kan svie. Mange vurderer det lidt som brændenælder, men er du ramt på læben eller andre sarte steder, vil du gerne minimere smerten. Hvis du har et "brandmandskit" kan du hurtigt fjerne trådene og smøre noget bedøvende salve på bagefter, så bliver oplevelsen ikke så ubehagelig.
Med svømme-ørepropper minimere du risikoen for at få koldt vand ind i ørene under svømning, der kan føles super ubehageligt og gøre dig lidt disorienteret. Udover det minimerer det også risikoen for øreinfektioner.
Har du pakket et signalkit i din "havtaske" med en fløjte, spejl, lygte etc., så er det en ekstra sikring på at få opmærksomhed, hvis du bliver taget af strømmen eller på anden måde kommer for langt fra land.
Hvis du har en vandtæt case til din telefon, kan du bruge den som kamera og forevige dine oplevelser, og derudover har du den som en ekstra sikring og kan ringe efter hjælp, hvis uheldet er ude.
En svømmecomputer kan være en god ven til at måle din tider og mål.
Pas godt på dit udstyr. En god våddragtsshampoo renser neoprenen, og med en neoprenlim kan du lime flænger i dragten inden, at det går helt galt. Du bruger meget energi på svømningen, og med en vandflaske i havtasken kan du undgå at dehydrere på en varm dag.
Bassin og "open-water" svømning – hvad er forskellen?
Havsvømning er ikke det samme som bassinsvømning, som de fleste har prøvet. Du kan fint bruge bassinsvømning som træning og til at forbedre teknikken, men havsvømning er noget helt andet og en ny udfordring, som du skal omfavne. Det kan virke overvældende i starten, men kommer du i gang, er det en ekstrem effektiv træningsform, der kan give din træningskurve et gevaldigt kick samtidig med, at du får unikke oplevelser i naturen, der får dig til at glemme hverdagens stress og jag.
Selv om våddragten holder dig varm, får du et koldt kick, når du hopper i. Du bliver hurtig afhængig af den opkvikkende effekt, som du får, når du rammer vandet. Det sætter nemlig gang i blodtilstrømningen og giver dig både adrenalin og de fantastiske endorfiner.
Orientér dig ofte. Du er ikke i en lukket pool og kan ikke bare følge en streg i bunden. Du er i den vilde natur og du skal derfor orientere dig ofte, så du er sikker på, at du er på rette kurs, da bølger og strøm kan snyde meget. Du er den bløde trafikant, så selv om du er synligt markeret, er det dit eget ansvar at sikre, at du ikke svømmer ind foran et skib eller ind i en mole. Find nogle høje og faste pejlemærker i den retning du vil svømme som du nemt kan få øje på, selv i højere bølger. Lær også at orientere dig på intro til havsvømning.
Havet vil give dig en modstand, som du ikke er vant til fra bassinet. Bølger, strøm, regn, kulde samt en våddragt, der begrænser din bevægelighed en smule. Det vil koste ekstra kræfter, og du skal ikke regne med at svømme lige så langt som i bassinet - medmindre du har medstrøm.
Husk altid at arbejde med havet - aldrig mod havet!
Årstider, vind og vejr
Du kan starte ud med havsvømning i forår, sommer eller efterår. Husk, der er en forsinkelse på vandtemperaturen, så du skal som regel ind i maj, før vandet er mere end 10 grader varmt, til gengæld, når sommeren har varmet vandet op, har det en højere temperatur et godt stykke ind i efteråret.
Husk altid at gøre det i dit eget tempo. Det er vigtigt, at din krop får tid til at tilpasse sig til forholdene, og at den intense oplevelse tages positivt ind og ikke skræmmer dig. Vi fraråder generelt havsvømning om vinteren, da det kræver ekstra udstyr og træning at gøre det sikkert, så hold dig til vinterbadning i den periode og suppler med svømning indendørs.
Der findes mange vejrtjenester og apps, og de fleste giver mulighed for at se kort med vind, bølger, strøm etc. Vi anbefaler DMI, FCOO og YR. Når du har fundet en, der passer dig, så brug den samme hver gang, så du lærer den at kende. Uanset hvilken årstid du tager ud, kræver det, at du vurderer forholdene inden.
Selvom du kunne holde dig varm i vandet, så skal du lige huske på, at du har en halv time hjem til brændeovnen. Så planlæg det således, at du har et håndklæde, hue, vanter og varmt tøj med, så du kan få varmen hurtigst muligt, når du er på land igen. Tænk gerne i at gøre oplevelsen så behagelig som muligt, så en kande the på termokanden er også en god ide.
We love water
I Danmark er vi heldige i forhold til muligheder for at dyrke havsvømning. Vi er omgivet af mange tusinde kilometer kystlinje. Der er muligheder i havet, søer, sund, bælt, åer, kanaler, bugte, vige, kalkgrave, havnebade. Ikke to dage er ens - solopgang, solnedgang, fugleliv, bølger, strøm og den frisk havvind i dit ansigt. Husk at det også er en del at træningen at tage den mentale del ind og få en oplevelse med i land. De sociale svømmeture vil have fokus på den gode oplevelse.
Er du en havelsker som os, så er det bare med at komme ud og nyde friheden i havet - bare skriv disse 10 gode råd bag øret:
- Du skal have styr på udstyret, så det er komfortabelt i forhold til havtemperatur.
- Kend egne evner og overskrid dem ikke.
- Svøm med en makker - det er sikkert og sjovt.
- Fortæl nogen hvor og hvornår du går ud og forventer at være retur.
- Du skal altid være synlig med kulørt badehætte og svømmebøje.
- Selvom du er synlig, så vær stadig opmærksom på at undgå trafikerede områder.
- Ekstra sikkerhed: pak backup / nødgrej i havtasken hvis uheldet skulle være ude.
- Hav respekt for havet, og sæt dig ind i vind, vejr og strømforhold inden du tager ud.
- Svøm altid langs kysten og orienter dig ofte.
- Smid aldrig skrald i havet, og finder du noget så tag det med i land.
Rigtig god svømmetræning - Camilla Salling Olsen

Written by Camilla Salling Olsen




Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vi glæder os til at holde dig opdateret på rejser, kurser, tilbud, kampagner, nyheder og events. Lad os holde kontakten!
Bliv medlem af Kingklub
Bliv medlem af Kingklub og få 30% rabat på udstyrsleje, Drive & Dive dykkerture og gratis luft (op til 2 flasker dagligt). Medlemskabet koster kun 699 kr. for 12 måneder.