Fri fragt ved køb over 500 kr.

Havsvømning i og omkring København
Guide til 4 gode Havsvømmeoplevelser i København
Der er mange rigtig gode områder i og omkring København, hvor du sikkert kan dyrke havsvømning. I det følgende kan du læse om 4 rigtig gode muligheder for at komme ud i det åbne vand og få en masse god motion.
Amager Strandpark
Amager Strandpark er et svømme-mekka, og også der hvor der afholdes flere open-water stævner og svømmedelen for KMD Ironman Copenhagen.
Dette spot er populært fordi det kan byde på forskellige forhold at havsvømme i og derfor rummer alt fra nybegynderen til eksperten. Er du nybegynder kan Lagunen være et godt sted at starte da det er et lavvandet, beskyttet område, hvor der sjældent er høje bølger og stærk strøm.
Du kan gå i næsten alle steder fra og svømme rundt inde i lagunen. Vær dog opmærksom på at der netop her kan være attraktivt at kite- og vindsurfe samt kajakke, hvorfor du må holde øje med trafikken på vandet. Har du brug for større udfordring kan du svømme ude på ydersiden, direkte i Øresund. Her kan der være lidt mere udfordring i form af bølger og strøm. Du skal også her være opmærksom på trafik på vandet og sætte dig ind i hvor der er dykkerzone og surf-zone.

Et godt råd hvis du svømmer i lagunen, på ydersiden eller i de smalle kanaler, er at svømme godt inde i siden så du ikke er i vejen for anden trafik. Du er den bløde trafikant i dette scenarie, så skab en sikker svømmerute der giver plads til at fokusere på de gode oplevelser der er ved at svømme i det fri.
Københavns havnebade
Bor du i København er der rig mulighed for træning i byens havnebade f.eks. Fisketorvet Havnebad og Islands Brygge Havnebad.
Her kan du nemt og bekvemt hoppe i havnens rene vand og nyde naturen midt i byen. Urban natur end den vilde natur, men det kan også noget og tilgængeligheden gør det oplagt hvis man træner flere gange om ugen. Det er en nem måde at teste udstyr, træne teknik og der findes ikke dårligt svømme-vejr på havnebadene (kun ved rødt flag).
Furesø Marina
Vil du have stille vand midt i en idyllisk skov, tæt på København er Furesø en oplagt mulighed. Furesø Marina har gode faciliteter som omklædningsrum med toiletter og mulighed for et varmt bad.
Der ligger permanente bøjer i søen som markerer svømmebanerne, så der er masser af mulighed for et svømmeprogram. I det stille vand er der rig mulighed for at træne teknik og orientering. Der er en trekantsbane i søen på ca. 500 m, samt bøjer langs broen.
Der er også mulighed for at svømme i et afgrænset bassin eller på 50 m banen. Der er både strand og mindre badebassiner i søen, hvor vandet er lavt, så tag endelig familien med, så de også kan dyppe sig. Det er super for børnene at rende rundt med fiskenet og spand. Der er kystlivreddere på stranden i sommerperioden, om søndagen dog først fra kl. 10.
Svanemøllen Strand
Lige nord for Nordhavn finder du en skøn strandplet, hvor der hver sommer sættes bøjer ud til havsvømning. Ved denne strand er der også hver sommer livredder-bemanding fra Københavns Kommune.

Der er let adgang til vandet ved en lang bro, der går ud i havet med bænke til opbevaring og stiger ned flere steder. Du svømmer forholdsvis beskyttet inde i bugten, og hvis du svømmer på venstre side af broen, på indersiden af bøjerne er der sjældent meget trafik.
Til højre for broen er der ofte jolle-sejlads og de kan have svært ved at se svømmere uanset, hvor farverig du er. I starten af sæsonen er tangplanterne i bugten ikke så store, men i takt med sommerens lunere vejr og varmere vand, vokser de sig ret store og det bliver helt eventyrligt at svømme i den scene. Næsten som taget ud af en Harry Potter film, hvor Harry dykker nede i søen blandt tangskove.
Written by Camilla Salling Olsen




Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Vi glæder os til at holde dig opdateret på rejser, kurser, tilbud, kampagner, nyheder og events. Lad os holde kontakten!
Bliv medlem af Kingklub
Bliv medlem af Kingklub og få 30% rabat på udstyrsleje, Drive & Dive dykkerture og gratis luft (op til 2 flasker dagligt). Medlemskabet koster kun 699 kr. for 12 måneder.